En revisors liv i Næstved

Ole Hansen vågnede som han plejede klokken 6:30 præcis, til lyden af sin skræmmende præcise alarm. Han strakte sig dovent, følte næsten som om han havde sovet på en seng af Excel-ark, og slentrede ud i køkkenet for at brygge en kop kaffe. Det var endnu en dag som revisor i Næstved, og selvom det måske ikke lød spændende for de fleste, vidste Ole, at hver dag gemte på små, finurlige overraskelser.

Efter en hurtig morgenmad, bestående af en skive rugbrød med leverpostej og en sjat kaffe, som lignede mere en skygge af kaffe end den virkelige vare, begav Ole sig mod kontoret. Hans kontor lå på Torvet, og han satte sig bag rattet i sin trofaste Skoda. Det var ingen Lamborghini, men den fik ham trofast frem og tilbage hver dag uden klager (udover da den nægtede at starte sidste januar, men det talte vi ikke om).

Da han ankom til kontoret, blev han mødt af sin kollega, Lise. Lise var lige så præcis som Ole, men med en smule mere pep i skoene. Hendes evige høje humør og skarpe sans for humor gjorde hende til en uundværlig del af teamet. De delte en kort joke om kundens fælles frygt for skattevæsenet, inden de gik i gang med dagens arbejde.

Ole begyndte sin dag med at gennemgå en række fakturaer fra en lokal bager. Der var noget næsten poetisk i at se på tallene og forestille sig duften af friskbagt brød og kager. Men tallene fortalte også deres egen historie – som den ene gang, bageren havde bestilt 100 poser mel, men kun modtaget 99, hvilket resulterede i en klage til leverandøren og en meget utilfreds bager.

Lise arbejdede på regnskabet for en lokal mekaniker. “Jeg forstår aldrig, hvordan de kan opkræve så meget for en simpel olieskift,” mumlede hun og rystede på hovedet. Ole grinede. “Det er fordi de ved, at ingen af os kan finde ud af at gøre det selv,” svarede han.

Frokostpausen kom som en kærkommen mulighed for at strække benene og få lidt frisk luft. Ole og Lise satte sig udenfor med deres madpakker. “Har du nogensinde tænkt på, hvor mange timer vi bruger på at stirre på tal?” spurgte Lise pludseligt. “Det er næsten som at være en tal-detekteriv.”

Ole nikkede. “Ja, men vi får jo også opklaret nogle mysterier af og til. Som den gang med den forsvundne palle sodavand.”

Efter frokost blev Ole tilkaldt til en hastesag. En af hans ældre klienter, Fru Madsen, havde rod i sine papirer. Da han ankom til hendes hyggelige hus, blev han mødt af en overvældende duft af friskbagte småkager. “Jeg håber du kan hjælpe mig, Ole,” sagde hun og førte ham ind i stuen, hvor en stak papirer ventede på ham.

Mens Ole bøjede sig over papirerne, opdagede han hurtigt, at Fru Madsen havde lavet en simpel fejl i sin årsopgørelse. Han forklarede hende det roligt, og hun nikkede taknemmeligt. “Du er en sand livredder, Ole,” sagde hun og rakte ham en tallerken med småkager som tak. Ole smilede. “Alt i en dags arbejde, Fru Madsen.”

Tilbage på kontoret afsluttede Ole dagen med at færdiggøre sin rapport. Han mærkede en vis tilfredshed ved at vide, at han havde hjulpet sine kunder med at få styr på deres økonomi. Da han var ved at pakke sammen, kom Lise hen til ham med et smil. “Har du hørt nyhederne, Ole? De siger, at der er blevet fundet en skattekiste under det gamle rådhus!”

Ole lo. “Er det endnu en af byens historier? Eller er den virkelig denne gang?”

Men da han trådte ud på gaden og så en flok mennesker stimle sammen foran rådhuset, kunne han ikke lade være med at føle en gnist af spænding. Livet som revisor i Næstved var måske ikke altid fyldt med action, men det havde bestemt sine øjeblikke af uventet drama.

Ole gik hjem med et smil, fyldt med forventning om, hvad morgendagens arbejde kunne bringe. Hvem ved? Måske ville han næste dag skulle revidere regnskaber for en pirat med en ægte skattekiste. I Næstved kunne alt ske.Vi har tidligere skrevet: Mellemmåltider – et vigtigt supplement til din daglige kost